Termonet pris

Finansiering og de foreløbige priser for tilslutning og brug af Termonet er specificeret nedenfor. Der er ligeledes udregnet et eksempel for en typisk gennemsnitsbruger. Læg især mærke til hvornår ansvaret for din varmeforsyning overgår til driftsselskabet Lejre Lokalvarme A.m.b.a..

Indhold: Denne hjemmesides indhold er baseret på oplysninger givet af Rådgivervirksomheden Sustain Solutions Aps og Ingeniørfirmaet Norsyn.

Pris på Termonet anlægget

Et projekt som dette kræver store investeringer. Totalt i anlægs- og opstartsfasen skal der bruges over 400 millioner kr. i alt til de tre termonet. Finansieringen af dette beløb sker ved, at det kommende driftsselskab Lejre Lokalvarme A.m.b.a. optager lån.

Alle priser og beregninger, der ligger til grund, er foreløbige realistiske 2026 tal. Den endelige varmepris fastsættes først når den aktuelle projektdels projektøkonomi kendes.

Finansiering

Tilslutningsbidrag/indskud. Når kontrakt om varmeforsyning er indgået, skal der betales et tilslutningsbidrag. Det er samtidig indskud i andelsselskabet. Tilslutningsbidraget er pt. fastsat til kr. 47.000 for ejendomme til og med 500 m2 og kr. 90.000 for ejendomme over 500 m2. Gennem ansøgning i varmepumpepuljen kan der opnås tilskud. Det er for nærværende til villaer på 27.000 kr. Så reelt bliver indskudet på 20.000 kr.

Andel betyder, at hver bruger noteres for en andel i selskabet med et indskudsbeløb som anført ovenfor. Lånet til etablering af termonettet optages af driftsselskabet. Det indebærer, at skulle driftsselskabet gå konkurs vil andelshaverne ikke blive afkrævet penge for den eventuelle værdi, som andelen på det tidspunkt måtte andrage. Det vil være muligt at melde sig ud igen af selskabet. Andelen vil i givet tilfælde blive opgjort og krævet indbetalt.

Der er ikke flere poster i forbindelse med selve finansieringen. Resten er egentlig drift, som den enkelte bruger betaler i forhold til forbrug m.m. I praksis vil lånet blive tilbagebetalt af brugerne over 20-30 år.

Foreløbigt prisoplæg

Der benyttes 2 forbrugertyper. Type 1 har et BBR registreret areal på 500 m2 beboelse eller derunder og forbrugertype 2 med over 500 m2.  Priser inkl. moms og baserer sig på de priser der er oplyst i delprojekt G1.

Tarif 2026kr.
Fastbidrag pr. m2  31,25
Administration Forbrugertype 1 pr. år2.137,50
Administrations Forbrugertype 2 pr. år4.275,00
Effektbidrag (varmepumpe) pr. kW pr år1.862,00
Tilslutningsbidrag Forbrugertype 147.000
Tilslutningsbidrag Forbrugertype 290.000
+ Egenbetaling el (1 m3 gas er lig 2,675 kW el) Pr. kW1,50

Priseksempel

I dette priseksempel er udregningen baseret på et gennemsnit for alle tre byer (Kirke Hyllinge, Kirke Såby og Gevninge). Der er brugt de beregnede 2026 priser fra G1 projektet. En gennemsnitsejendom på 148 m2 med et årligt varmeforbrug på 16,7 MWh. En sådan ejendom vil typisk få en varmepumpe på 9 kW. Dette resultat er sammenholdt med, hvad en tilsvarende ejendom vil koste i opvarmning med en luft-vand varmepumpe og med gas. Priserne, der ligger til grund for udregningerne, er indhentet fra Forsyningstilsynet og Bolius. Alle priser er inkl. moms.

Termonetkr.
Fastbidrag 4.625,00
Administration Forbrugertype 1 2.137,50
Varmekildebidrag (varmepumpe)16.758,00
El-køb6.262,50
Samlet29.783,00
Luft-vand varmepumpekr.
El køb9.277,75
Omkostninger til service, drift og vedligeholdelse1.995,00
Køb af VP + henlæggelser 18.000,00
  
Samlet29.272,75
Naturgaskr.
Køb af naturgas18.672,00
Omkostninger, service, drift og vedligeholdelse  2.250,00
 Henlæggelser 3.500,00
Kommende CO2 afgift2.463,75
Samlet26,885,75

Din pris. Når du skal lave din egen udregning så vær bl.a. opmærksom på, at der kommer CO2-afgift januar 2027 samt at EU har lukket for russisk gas.

Særlige ejendomme. Der er selvfølgelig ejendomme der ikke umiddelbart falder ind under gennemsnittet. Det drejer sig f.eks. om rækkehuse med fælles varmecentral. Skriv til os på mail@lejrelokalvarme.dk så finder vi en løsning.

Stikledning. Der er som projektet er udformet i dag ikke ekstra udgift til stikledning over 20 m..

Gasafkobling. Afkoblingsafgift ved frakobling fra gasnettet finansieres af bruger. Prisen er i dag kr. 8000,- plus moms. Brugeren skal selv søge tilskud via den af Evida oprettede fond. Driftsselskabet vil være behjælpelig med ansøgningen. Det er kun den egentlige afkobling, ikke nedtagning af gammelt anlæg m.m., som er omfattet af de 8.000 kr.

Det får du sikkerhed for når du indgår kontrakt om varmeforsyning

1 Fra det øjeblik du underskriver kontrakten om varmeforsyning med Lejre Lokalvarme A.m.b.a. og der er nok tilmeldinger til at projektet kan gennemføres, vil driftsselskabet Lejre Lokalvarme A.m.b.a. overtage ansvaret for din varmeforsyning. Det indebærer, at skulle f.eks. dit gasfyr gå i stykker i perioden frem til idriftsættelsen af Termonettet, vil driftsselskabet sørge for udskiftning/reparation af dit fyr. Endvidere vil vedligeholdelsen/eftersyn fra samme dato være overtaget af driftsselskabet.

2 Du får adgang til Termonet-anlægget, stikledning til huset og installering samt idriftsættelse af den komplette varmepumpe.

3 Hvis du har gasfyr, vil driftsselskabet være dig behjælpelig med at søge Evida-fonden om dækning af afkoblingsafgiften

4 Driftsselskabet vil nedtage og bortskaffe dit nuværende primære varmeforsyningsanlæg uden beregning.

5 Fremover vil driftsselskabet sørge for og afholde udgifterne til service/vedligeholdelse og evt. udskiftning af såvel anlæg, stikledning og varmepumpe

6 Din ejendom vil, hvis du skifter fra f.eks. gas ellr olie til varmepumpe (herunder Termonet), stige en energiklasse, hvilket vil være en fordel den dag du skal sælge huset.